KUU-studerende deltog i paneldebat om fremtidens ungdomsuddannelse
Det kommende uddannelsestilbud til unge, der kæmper med at bide sig fast i uddannelsessystemet var til debat på KVUC, og to studerende fra KUU Business var med i panelet, der diskuterede underoverskriften ‘Fra KUU til FGU’ d. 16. maj.
Konferencens ungepanel bestod af seks nuværende KUU-elever, Khalil, Majken, Mette, Jacob, Amir og Adam. De kom, som websitet Den Offentlige beretter, med ti skarpe råd til arbejdet med de nye FGU-institutioner:
- Sørg for at holde klasserne små, ikke som i de store gymnasieklasser.
- Vi skal ikke møde for mange forskellige lærere og voksne. God tid, kontinuitet og relationer er vigtige.
- De engagerede lærere er afgørende.
- Lad være med at snævre ind til, at FGU’en skal gå i bestemte, få retninger, hvor alle skal i ”firkantede bokse”.
- Pres ikke alle elever mod erhvervsuddannelser som det man nu skal.
- Lad os selv være med til at planlægge vores eget uddannelsesforløb.
- De personlige tilbud om fx samtaler og coaching er vigtige.
- Giv valgfrihed til at vælge almene fag.
- Giv også plads til de kreative fag, så det også er en mulighed for dem, der vil det.
- Vær skarpere på hvad FGU er.
Blandt de lidt mere detaljerede budskaber fra eleverne blev bl.a. fremhævet fællesskabet på uddannelsen, som er med til at udvikle både fagligt og socialt, skriver Den Offentlige.
Fra KUU Business deltog Adam og Khalil, der begge leverede væsentlige pointer og selv nød at være en del af panelet.